Jeg var nok omkring 10-11 år, da fik vi i julegave tre playmobil mænd på motorcykel. Det var nu ikke motorcyklen som sådan der var interessant, men den kunne bruges til at pakke camping udstyr på og så flytte den fra sted til sted. Min mor havde en veninde som var syerske og fra hende havde vi en stor pose med stofrester, som vi brugte til alt muligt. Jeg brugte dem nu til at lave et telt og en sovepose til min playmobil mand. Der var også nogle stykker fleece som jeg syntes så ud som pels. Det lavede jeg et liggeunderlag af. Min største fornøjelse var at få alt det, plus tallerken, kop og kniv nydeligt pakket op på den motorcykel, så flytte motorcyklen samt rytteren et lille stykke videre og pakke det hele ud igen for at slår lejre. Det kunne jeg få timer til at gå med. Og så kan man jo undre sig over, hvor jeg har det fra. Mine forældre er aldrig gået på vandre eller camping tur med os. Men jeg har været bidt af det sålænge jeg kan huske. Det har nok været i mig altid. Jeg tænker på min playmobil mand hver gang jeg pakker ud om aften og gør klar igen om morgenen. Og jeg synes det er lige så sjovt som dengang.

Det blev farvel i dag til min trail angel og hans familie, da de satte mig af igen ved leden. Det var sandelig et virkelig specielt møde over jeg er sikker på at vi vil ses igen. Tak for alt, Knut, Tereza og Erik.