I dag var en genopladningsetape. Jeg ankom til en lille by, Simlångsdalen, hvor jeg skulle handle lidt, og mest af alt genoplade mine apparater så jeg kan holde forbindelsen ved lige, for det betyder meget for mig at så mange af jer gider at gå med mig.

Simlångsdalen er en lille by, som jeg er sikker på var en del livligere en 30-40 år tilbage.

Den lille by, hvor jeg voksede op, havde dengang tre værtshuse, tre købmænd, et posthus, en bank, en butik hvor man kunne købe alle slags køkkenmaskiner og andre el ting, og nogle andre små forretninger. I dag er der intet tilbage. I nogle år genåbnede en lille købmand, som straks blev byens midtpunkt igen, især for de ældre, så de havde et sted at mødes og sludre sammen. Den er nu også lukket. Nogle gange spørger jeg mig selv om ikke vi har købt vores fremskridt på bekostning af menneskelig samvær.

Nå, jeg endte i byens pizzeria og følte mig umiddelbart ikke særlig velkommen. Jeg sad nemlig udenfor og ventede på at de åbnede, og da de kom kort før åbningstid virkede de ikke som om de allerede havde lyst til at have kunder. Men det indtryk ændredes. De serverede en kæmpe portion og bryggede en ekstra kop kaffe til mig. Da jeg takkede dem til sidst for al deres hjælp strålede værtinden over hele hovedet, øjensynligt glad for at jeg satte pris på at de lod mig sidde over et måltid mad og en kop kaffe i 2 1/2 timer så jeg kunne lade op mine apparater. Tak ‘Dalens Pizzeria’.

Derefter fulgte jeg en gammel jernbanelinje til dagens mål. Det var nemt vandring men vejen var i sagens natur snorlige.

Nej, jeg skulle ikke svømme videre