Den er afbrud på ubestemt tid.

Min elskede far døde i nat.

Jeg er på vej vejen til familien.

Tak fordi I har været med mig så længe.

Men nattens regn har opblødt stigerne, så fødderne bliver våde alligevel. Det vender man sig til.

Jeg holdt frokost ved et helt nyt vindskydd, som lå ualmindelig smukt. Jeg var meget fristet til bare at blive der. Men da jeg stod op for at række ud efter gæstebogen, fløj der en lille vipstjert ud. Den havde bygget redde der og havde siddet på sine æg. Nu turde den ikke at komme ind igen. Så tænkte jeg at jeg må hellere drage videre, så den stakkels fugl kan komme tilbage til sin redde.

Jeg endte i stedet for i en pilgrimskapel, som man kan sove i. Det er da meget passende. Så her sidder jeg og har det godt 😇.

Jeg har slet ikke kunne sove i nat. Jeg følte mig som trukket op. Tankerne fik hovedet nærmest til at eksplodere. Jeg fik nok ikke mere end et par timer i alt. På et tidspunkt tænkte jeg, nu kan det være lige meget. Så stod jeg bare op og gjorde mig klar.

dagens etape var mere eller mindre kedelig. En del grusveje, ellers skovveje. Landskabet var smukt som sædvanlig. Jeg gik langt. Som sagt, intet bemærkelsesværdigt.

Til sidst ankom jeg ved en hytte, med ildsted indeni og absolut ingen forbindelse. Jeg gjorde aftenens gøremål lidt med autopilot og stirrede i ilden i lang tid. Jeg vidste at jeg vil sove godt i nat. Jeg havde ellers glædet mig til at læse lidt, men det kunne der overhovedet ikke være tale om. Jeg gik ud som et lys. Klokken var ikke engang 21 😴.

Og jo. Så mødte jeg også en engel (Nu rabler det vidst, tænker I 😄). Det var et helt specielt og dybdegående møde på det mest uventede sted. Jeg sad på pizzeriaet i Mockfjärd, som lignede lidt et motorvejs stop. Så kom jeg til at tale med en kvinde som blev meget berørt af min vandring. Hun elsker naturen, men kan ikke rigtig gå længere efter en motorcykel ulykke. I kender nok den følelse af at man har mødt et menneske som er kommet til ens liv for at blive på et eller anden måde. Jeg havde det sådan med min trail angel Knut, og sådan føltes det også i dag. Jeg blev ligeså berørt af mødet. Jeg tar Leda hele vejen med til Treriksröset. Det betyder utrolig meget for meget at kunne gå for andre med. Tak for alt, Leda.

Efter dette møde fløj jeg videre. Intet var besværligt. Tasken vejede ingenting. Selv da jeg, kort før slut, fyldte alle mine vandflasker hvilket betød fire ekstra kilo, gjorde det ingen forskel. Jeg kunne havde pakket 10 liter tror jeg. Og da jeg ankom til det mest vidunderlige vindskydd, begyndte det at regne.

Tak Hazel 😊

I dag krydsede Jeg Dalälven. Så er jeg kommet nord.

Jeg sov længe og nød luksussen af min hytte. Lige efter kl 10 kom Göran, den utrolig søde mand, som bor lige bagved hytten og som bragte mig brænde i går aftes, og spurgte om alt var vel og om jeg havde sovet godt. Og om bænkene ikke var for hårde at sove på? Sengene kunne nemlig ikke bruges længere, fordi de bærende dele havde endt i ilden. Jeg sov glimrende. Mit liggeunderlag er nemlig så godt. Jeg var næsten pakket sammen alligevel og et par minutter senere gik jeg op til hans hus for at sige farvel og hilse på hans kone Lena. Vi snakkede et øjeblik længere, og så kom jeg afsted. Med tørre sko og rene sokker!

Det varede desværre ikke så længe. Faktisk var de våde igen fem minutter efter jeg var gået. Hele de næste 10km var mere mose end stig. Det var meget langsomt, meget anstrengende og krævede meget koncentration. Hvert skridt skulle overvejes. Jeg stod i vand til anklen det meste af tiden og to gange sank jeg ned til over knæet. Det er altså lidt angstprovokerende, men heldigvis fik jeg benet op igen, med sko og sokker og det hele. Mosen holder ellers godt fast.

Jeg har jo bevist valgt at gå med sko som ikke er vandtæt. Hvis jeg gik dagens etape som en dagstur, vil jeg nok havde taget gummistøvler eller andre vandtætte sko på. Men når man er på langvandring, så bliver alle sko våde før eller siden, og de såkaldte vandtætte sko tar 100 år om at blive tør igen.

Da jeg havde overstået de 10km som tog over 4 timer, holdt jeg frokost pause. Jeg tog sko og sokker af, vrængede det meste af vandet ud og lagde dem til tørre i solen.

Resten af dagen var let og fin vandring og da jeg sluttede, var skoene næsten tørre igen. Så det gå an.

Selvom jeg kun gik det halve af hvad jeg gik i går er jeg mere træt. I morgen skal det regne, og jeg skal igennem en lille by for at handle og spise pizza.

Göran og Lena

Vejen var mest grusveje, men mest af den bedre af slagsen. Nogle skovveje, en endeløs gammel jernbanespor og nogle gange ingen vej overhovedet. Der var en vej tegnet ind på kortet, men den fandtes ikke i virkeligheden. Der var ingen alternativer end bare at gå tværs igennem skoven og moserne, med ret så våde fødder til følge.

Vejret var helt April agtig. Strålende sol vekslede med kraftige regnbyger og voldsom blæst og nogle gange lyn og torden oveni.

Jeg prøvede at finde et godt sted at slå teltet op men der var intet der tilbød sig så jeg endte med at gå hele vejen til Spansåns fäboder.

Da jeg kom der så jeg en mand der fyldte en trailer med brædder. Jeg tænkte jeg spørger ham lige om vindskyddet i stedet for at gå rundt og lede efter det. Han viste mig hvor det var og så sagde han at det også er en hytte og det var endnu bedre. Jeg troede den var lukket i øjeblikket, sagde jeg. Det er den også, svarede han, men jeg har nøglen. Det viser sig at den ikke er forfalden som jeg troede, men at det er simpelthen pga hærværk at den er lukket. Han fortalte mig at der desværre har været grupper, mest fra udlandet, som ikke forstår allemandsretten og de holdt fester og endte med at bruge møblerne som brænde. Det bliver jeg bare så vred over og trist samtidig. Hvad fanden bilder folk sig ind. Svenske kommuner stiller de steder, om det er hytter eller vindskydd, til rådighed til friluftsfolk helt gratis. De holder dem vedlige og forsyner dem men brænde, toiletpapir til udendørstoiletter og andre fornødenheder, og så har folk ikke noget bedre at gøre end at bruge møblerne til brænde. Jeg blev helt arrig.

Nå, men jeg fik så lov til at sove i hytten  med de møbler der er tilbage. Og det er der heldigvis nogen stykker der er. Da er en pejs, som jeg straks tændte op i og varmen bredte sig i stuen. Jeg tog den lejlighed til at vaske lidt tøj, fordi der er radiatorer også som jeg gerne måtte tænde så jeg kunne tørre mit tøj. Og så bragte de mig ekstra brænde ovenikøbet. Nu har jeg det varmt og tørt og tøjet er rent. Jeg føler mig bare så heldig og forkælet.

Da jeg kom til Morgårdshammars pizzeria kl. 10.40, stod døren allerede åben. Så jeg gik ind og sagde at jeg gerne vil spise der men at jeg skulle handle først. Det var helt okay og jeg skulle bare lade min rygsæk blive der. Det var jo fantastisk. Så kunne jo gå de 4km retur helt uden bagage. Hurra!

Jeg blev siddende i pizzeriaet i lang tid. De havde en sofa, og der sad jeg godt. Jeg hyggede mig med at pizzabageren lavede sine ting i baggrunden og han sagde at jeg skulle bare tage det helt roligt. Jeg blev klar over at det, der gør det svært nogen gange er ikke så meget vejret eller dårlige veje, men manglende kontakt med mennesker. Hvis bare der er nogen som ser mig og løfter armen for at hilse, så vokser jeg straks 5cm. Det er helt utrolig hvad det gør. På vej til købmanden mødte jeg en gammel dame som skubbede sin rollator. Jeg smilede til hende og hun smilede tilbage som om det var den første kontakt hun havde haft i dagevis. Om det var rigtigt eller ej, det ved jeg selvfølgelig ikke, men jeg kom til at tænke på at jeg nu bedre kan forstå hvor svært og deprimerende det er for mennesker som er ensom og kun sjældent har kontakt med andre.

Desuden besluttede jeg mig for at forkæle mig lidt. Jeg bestilte et værelse i et vandrehjem i Mora, som jeg når til om en uge i morgen. Et enkeltværelse med bad og toilet og sengetøj og håndklæder. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Da jeg omsider forlod pizzeriaet, gik jeg helt let og ubesværet. I nat sover jeg i et vindskydd ved et mineområde. Så jeg var lidt bekymret om vand. Kort før jeg kom der, så jeg en mand i sin have og spurgte ham om vand. Det vil han gerne give mig. Nu er jeg klar til aftenen og morgenen. Mit telt er stillet op inde i vindskyddet. Så er jeg fuldt beskyttet fra vind og regn som skal komme i nat. Jeg er da heldig, ikke sandt?

Den første del af stigen, som er en del af Malingbo-Kloten runden. viste sig at være helt ny markeret og nemt at følge. Det var hellere ikke så opblødt som jeg havde frygtet. Det var jeg meget glad for. Dertil kom at det jo er weekend og i det gode vejr er folk ude og så falder man i snak. Det er bare så godt for moralen. En kvinde fyldte endda min vandflaske. Jeg var helt glad.

Anden del af dagens etape var på en ny led, som hedder Sméleden. Jeg havde ikke læst særlig godt om den. Den skulle være meget forsømt, med sammenfaldne vindskydd og masser of faldne træer i vejen. Men også den er der blevet ny markeret. Den var måske lidt kedeligt indtil videre, men let at vandre og det er skønt.

Lige et ord til det med at følge leder. Jeg har jo som sådan intet imod at gå helt uledet. Men det er helt klart nemmere i fjeldet, hvor landskabet er åben. I skoven, og det har jeg prøvet, er det nogen gange svært at komme frem, når stigerne er fyldt med nedfaldne træer. Så derfor foretrækker jeg i øjeblikket vedligeholdte stiger. Nu må vi håbe at den gode begyndelse fortsætter i morgen, når jeg skal fortsætte på Sméleden.

Nu sidder jeg i mit telt i et dejlig sted, omgivet af unge træer og liljekonvaller. Jeg synes jeg har det godt i dag 😊.

Det blev helt klart en bedre dag i dag. Selvom det regnede.

Jeg har i årenes løb læst en del bøger om folk som var på langvandring og hvordan det gik dem. Og de beskriver allesammen at de har haft det dyp i humøret efter ca 4-6 uger. Det er jo hellere ikke så mærkeligt. Det særlige, det man så længe har set frem til, det eventyrlige, det nye, det har forandret sig. Nu er det hverdag. Nu er det bare det man gør. Man står op, pakker sammen og går indtil man har nået dagens mål og så pakker man ud igen, spiser nogle måltider og så om igen. Og igen. Og igen. Vandringen er kommet i en anden zone, så at sige. Honeymoon er forbi. Nu er regnvejr træls. Og selvom jeg var forberedt på det, er det ikke mindre svært ind imellem.

Men så er det jo godt at man har forskellige værktøjer i kassen til at modvirke det. Blandt andet har jeg tænkt meget tilbage på hvorfor jeg egentlig vil gør det med at vandre langt. Min drøm om Norden, som jeg har fortalt om, er jo sådan set mest motivationen til at få denne monumentale foretagelse organiseret og komme afsted. Men hvad holder mig i gang? Hvad får mig hver dag til at stå op og gå videre?

En af de vigtigste grunde til at jeg ville gør det her, er at jeg ville tænke. Jeg vil komme frem til at kunne høre mine egne tanker, min egen stemme. Den, som er fri fra alverdens forventninger, den, som er fri fra alt den indflydelse der er rundt omkring en.

Jeg husker, da jeg fik min kræft diagnose, tog det mig langt tid før jeg kunne mærke mig selv. At kunne finde mine tanker under alle de gode råd og forventninger. Jeg må lige sige at jeg er glad for gode råd. Og forventninger er ofte en velkommen ledetråd. Men, jeg synes også at de gør det sværere at høre min egen stemme. Det var vidunderligt da jeg endelig kunne på et tidspunkt under kræftbehandlingen. Og det sted vil jeg gerne hen igen. Og det tar tid. Og så i øvrigt tænker jeg vældig godt mens jeg går. Når jeg minder mig selv om det, så bliver det pludselig ok igen at synes det er lidt svært nogle gange.

Og så har jeg også lige mindet mig om at jeg jo kan fokusere på de mange positive ting. Mødet med menneskerne for eksempel, det at jeg helt af egen kraft er kommet en tredjedel af vejen bare ved at putte en fod foran den anden og at jeg har fundet et sted til at holde mig tør om natten, hver gang det regner.

Det skal nok gå. I dag er det i hvert fald op!

I dag ønskede jeg for første gang under min vandring at kunne være et andet sted. I dag savnede jeg bare min familie så meget. De skal nemlig være sammen til søndag fordi mine to små nevøer skal døbes. I dag samledes de allesammen. Og da vil jeg selvfølgelig også være med. Jeg har jo vidst det hele tiden, men i dag synes jeg bare det var rigtig svært. Jeg ved selvfølgelig også at det går over og at der nok kommer andre dage at jeg vil føle sådan.

Dertil kommer nok også lidt uroen over de næste ca 250km til Mora. I morgen kommer jeg til enden af Bergslagsleden og dermed til enden af luksus vandring. Der er ganske vist også nogle leder at følge, men, efter sigende, mindre godt markeret, mindre godt vedligeholdt og ikke så mange vindskydd der kan bruges. Det skal nok gå. Jeg har jo kort. Men det er bare lidt ud af komfort zonen. Og så er der udsigt til regn i morgen.

Op og ned. Ned og op!

Det var nok godt at jeg ingen forbindelse havde i dag for at dele det her. I morgen bliver en ny dag. Om det regner eller ej!