43 Hvorfor

Det blev helt klart en bedre dag i dag. Selvom det regnede.

Jeg har i årenes løb læst en del bøger om folk som var på langvandring og hvordan det gik dem. Og de beskriver allesammen at de har haft det dyp i humøret efter ca 4-6 uger. Det er jo hellere ikke så mærkeligt. Det særlige, det man så længe har set frem til, det eventyrlige, det nye, det har forandret sig. Nu er det hverdag. Nu er det bare det man gør. Man står op, pakker sammen og går indtil man har nået dagens mål og så pakker man ud igen, spiser nogle måltider og så om igen. Og igen. Og igen. Vandringen er kommet i en anden zone, så at sige. Honeymoon er forbi. Nu er regnvejr træls. Og selvom jeg var forberedt på det, er det ikke mindre svært ind imellem.

Men så er det jo godt at man har forskellige værktøjer i kassen til at modvirke det. Blandt andet har jeg tænkt meget tilbage på hvorfor jeg egentlig vil gør det med at vandre langt. Min drøm om Norden, som jeg har fortalt om, er jo sådan set mest motivationen til at få denne monumentale foretagelse organiseret og komme afsted. Men hvad holder mig i gang? Hvad får mig hver dag til at stå op og gå videre?

En af de vigtigste grunde til at jeg ville gør det her, er at jeg ville tænke. Jeg vil komme frem til at kunne høre mine egne tanker, min egen stemme. Den, som er fri fra alverdens forventninger, den, som er fri fra alt den indflydelse der er rundt omkring en.

Jeg husker, da jeg fik min kræft diagnose, tog det mig langt tid før jeg kunne mærke mig selv. At kunne finde mine tanker under alle de gode råd og forventninger. Jeg må lige sige at jeg er glad for gode råd. Og forventninger er ofte en velkommen ledetråd. Men, jeg synes også at de gør det sværere at høre min egen stemme. Det var vidunderligt da jeg endelig kunne på et tidspunkt under kræftbehandlingen. Og det sted vil jeg gerne hen igen. Og det tar tid. Og så i øvrigt tænker jeg vældig godt mens jeg går. Når jeg minder mig selv om det, så bliver det pludselig ok igen at synes det er lidt svært nogle gange.

Og så har jeg også lige mindet mig om at jeg jo kan fokusere på de mange positive ting. Mødet med menneskerne for eksempel, det at jeg helt af egen kraft er kommet en tredjedel af vejen bare ved at putte en fod foran den anden og at jeg har fundet et sted til at holde mig tør om natten, hver gang det regner.

Det skal nok gå. I dag er det i hvert fald op!