I dag var det en dag at handle igen. Jeg skulle ind i Kopparberg. Jeg havde lidt svært ved at løsrive mig fra min fine jagthytte, men kom afsted til sidst. Det var lidt våd om fødderne efter alt det regn, men det tørrede hurtigt igen. Det blev en herlig dag.

Så slemt som jeg synes Laxå var, så dejligt er Kopparberg. Så er kulturchokket hellere ikke lige så slemt. Jeg handlede for de næste fem dage og fik så min obligatoriske pizza. Så havde jeg kun en times vandring til aftenens vindskydd.

Da jeg kom frem var der to fyre som fiskede. Det vil sige, det havde de gjort. Nu skulle de bare spise deres fisk, som lå parat til at komme på grillen og selvfølgelig have en øl til. Og igen delte de det hele med mig. Hvor heldig kan man være?

Da de to næsten var taget afsted kom der to kvinder som vandrede en del af Bergslagsleden, som jeg er på lige nu, sydpå. Det er ikke så tit at jeg møder andre vandrer og det er bedst når man mødes ved samme vindskydd og har en aften til at tale sammen. Det bliver en meget hyggelig og inspirerende snak. Eva, den ældre af de to, begyndte først for alvor at vandre efter hun holdt op med at arbejde i en alder af 70. Nu gør hun det hele tiden og elsker det. Hun vil dø levende, som hun sagde. Tak, Eva, for en virkelig fin og tankevækkende snak.