Som I har bemærket var det ingen indlæg de sidste par dage. Det skyldes simpelthen at jeg ikke havde forbindelse til at kunne gøre det. Det er lidt uforudsigeligt når jeg har eller ikke har forbindelse. Men I skal vide at når der ikke kommer noget, så er det derfor. Hvis uheldet skulle være ude og der skulle ske mig noget så har jeg en nødsender der kan tilkalde hjælp. Bare så I ikke bekymrer jer, når der er stilstand på rapporteringen.

I dag har jeg forbindelse igen.

Jeg er sikker på ag det har noget med lufttrykket at gøre. I morges vågnede jeg med hovedpine og følte mig tung som en sten. Jeg tror ikke det var fordi jeg havde gået så langt dagen før. Sådan føltes det ikke i kroppen. Bare som om jeg havde to sække cement på ryggen. Jeg kom sent afsted og slæbte mig på vej.

Nu er det jo sådan at jeg har fået en del lokalt kendskab, takket være min kære trail angel Knut. Han havde fortalt mig om en hytte som var privat og brugtes i jagtsæsonen, men kunne bruges af vandrer og andre friluftsfolk i resten af tiden. Da der var udsigt til regn fra om eftermiddagen og resten af dagen og aftenen, havde jeg besluttet mig for at nå dertil før regnen starter. Heldigvis var jeg gået så langt dagen før, så jeg kunne nå det på trods af at det føltes som at vade igennem sand hele dagen.

Knap nok var jeg ankommet at regnen startede og jeg var ind i tørvejret og kunne lytte til regnen tromle på taget og blæsten huje rundt hytten. Straks tog jeg mig en middagslur og derefter følte jeg mig hundrede gange bedre. Så tændte jeg ild i pejsen og varmen spredte sig i hele stugen.

Tænk at et privat jagtselskab, som bygger sig en hytte for at kunne holde pause i varmen, mens man er på jagt, stiller den til rådighed for almenheden uden at behøve at være bange for at den bliver vandaliseret. Sådan gør man bare ikke her. Ikke som regel i hvert fald. Jeg elsker Sverige for det.