25 Mai

I dag var en mærkelig tung dag for mig. Det er det bare nogle gange uden nogen speciel grund. Så føles sindet tungt og benene og tasken. Og man føler at man ikke kommer nogen vegne lige meget hvor mange skridt man går. Heldigvis skulle jeg ikke gå så langt i dag. Jeg kan selvfølgelig altid stoppe hvor som helst. Jeg har jo mit telt. Men jeg kan jo så godt lide vindskydderne. Især når der er udsigt til regn.

Da jeg kom til mit udset vindskydd var der mange mennesker. Det var jo søndag kom jeg til at tænke på. Jeg satte mig på en af bænkene og så kom der pludselig en dreng og gav mig en hel utrolig lækker mad, som hans mor lige havde lavet til mig. Jeg blev helt overvældet. Den smagte vidunderlig.

Efter jeg havde spist den, begyndte det at regne lidt så jeg spurgte en gruppe kvinder som sad inde i vindskyddet om jeg måtte sætte mig derind også. Det viste sig at være en familie af fire generationer. De var mødre allesammen og var her i anledningen af Mors dag. Tre generationer møder sad og hyggede sig, mens den yngste generation, fire drenge, lejede ved søen. Vi faldt jo i snak og de gav mig alt hvad de havde til overs af juice og søde sager. Hvor søde de var.

Da alle var gået, indrettede jeg mig i vindskyddet og så kom et ungt fransk par med en lille dreng på knap to år, som var på ferie i Sverige. De skulle grille pølser og have en øl og de delte det hele med mig. Vi snakkede sammen om livet, om børn, om forskellige kulturer og forskellig friluftsliv til det begyndte at blive mørkt. Det blev en herlig aften for mig og tungheden forsvandt som dug for solen.

Mennesker er bare fantastiske, storsindede og vil altid gerne hjælpe. Jeg er så utrolig taknemmelig at jeg få lov til at opleve så meget af menneskehedens godhed på min vandring.