Bedst som man lige troede at det gik så godt så melder udfordringerne sig. I morges løb jeg tør for gassen til mit stormkøkken. Det viste jeg at det vil ske. Der var lige nok til grøden og morgenkaffen. Planen var at jeg skulle ind i en lille by, Hestra, købe lidt mad og en ny gasbeholder. Sådan gik det ikke. Vejen derind gik find. Det var nemt at gå og det var en dejlig morgen. Kort inden byen mødte jeg Lotta og Anders som var enormt søde og vi fulgtes indtil byen. Ved købmanden spurgte jeg som det første om de havde gas. Det havde de ikke. Det havde de på tankstationen, men pga første mai var det lukket i dag. Det havde jeg ikke lige tænkt på. Hvad så??
Jeg kunne få det i Gislaved sagde de, det er kun 25km. Nej tak, det tror jeg ikke jeg gør. Jeg overvejede et øjeblik om jeg skulle ta bussen, men der var kun 4 om dagen, så jeg kunne komme frem, men ikke tilbage. Hvad så??
Udfordringer er der for at blive mødt. Jeg kunne selvfølgelig lave mad over ild, men det er så knastørt over det hele så det tør jeg ikke rigtigt. Så jeg besluttede i stedet at købe ind for at spise koldt de næste fire dage indtil jeg forhåbentlig får en ny chance for at finde gas. Det skal man jo nok kunne overleve. De svenske vandrer som først ikke vil tale med mig men så gjorde det alligevel sagde at gas til stormkøkkenet fandtes overalt. Det må stå hen.
Jeg gik til byens pizzeria (de små svenske byer synes allesammen at have en pizzeria), fik spist et varmt måltid mad og fik opladet mine apparater. De var enormt søde og hjælpsomme igen. Og så vandrede jeg videre indtil de tidlige aftenstunder og ligger nu skjult i mit telt lige ved en lille sø lige ved en lille by.
Banedam igen
Lotta og Anders
Dejligt at høre, at de pizzafolk er så gæstfrie. Det er jo et helt netværk af gæstfrihed, hvis hver lille by har deres pizzaria 😍