I dag var en etape som inkluderede en afstikker til en by hvor jeg kunne handle. Ja, og spise pizza. Det er ligesom belønningen. Det er nemlig ikke nogle etaper som jeg ser frem til. Som regel indebærer de flere ekstra kilometer og en del vandring på grus og asfalt. Og så er provinsbyerne ikke altid de mest charmerende.

I dag kom jeg i hvert fald til den mindst charmerende hidtil. Laxå hed den. Faktisk synes jeg at den slags byer er lidt deprimerende. Nu har jeg sikkert ikke set det hele af byen. Jeg strejfede jo bare lige randen, men det rækker. Jeg kan godt spørge mig selv hvorfor i alverden nogen vil ønske at flytte til et sådant sted. Hvorfor i det hele taget sådanne steder er blevet opfundet. Når man tilbringer så meget tid ude i naturen, ude i skoven, så er kontrasten nærmest skræmmende.

Jeg skulle en omvej på omkring 10km for at nå ind og ud af byen og efter indkøb vejer tasker jo også gerne en 2-3kg ekstra. Men uden mad og drikke duer helten ikke, så jeg kan desværre ikke undgå den slags udflugter. Hos købmanden tar det altid en rum tid at vælge det rigtige. Det bliver ikke altid det man har mest lyst til. Man skal nøje afveje vægten af maden i relation til kalorierne det giver. Ikke de sædvanlige overvejelser når man køber ind, men helt essentielt når man vandrer langt og skal bære på det hele. Jeg fik det fornødne og nu behøver jeg ikke at tænke på det i de næste fem dage.

Hvor var jeg glad for at komme tilbage til skoven. Og aftenens vindskydd er helt vidunderlig og vindtæt ovenikøbet.